Hvad er Sankt Hans?
Sankt Hans Aften er aftenen den 23. juni, dagen før Sankt Hans Dag den 24. juni. Den markerer Johannes Døberens fødselsdag — i det danske folkesprog "Sankt Hans" — og falder omkring sommersolhverv, den lyseste tid på året i Norden. Det er en af de mest synlige danske traditioner, fordi den fejres udendørs i fællesskab, oftest ved strande, søer, parker og andre samlingssteder, hvor man kan tænde et stort bål.
I løbet af aftenen finder der typisk tre ting sted: en båltale holdt af en lokal personlighed (politiker, kunstner, præst), en fællessang — oftest Holger Drachmanns "Vi elsker vort land" (også kaldet "Midsommervisen") — og endelig antændingen af bålet, hvori der er placeret en kludeheks i toppen.
De tre lag
Det førkristne — sommersolhverv
Bålet ved sommersolhverv har dybe rødder i førkristen nordisk og europæisk skik. Det markerer den korteste nat og længste dag — vendepunktet, hvor lyset begynder at vige for mørket igen. Bålet var oprindeligt en åbenbar markering af denne overgang, og lyset var også en magisk handling, der skulle styrke solens kraft og holde onde ånder på afstand.
I middelalderen var brændende sankthansbål dokumenteret over hele Skandinavien, Tyskland og Storbritannien. Det blev ofte tændt på højder, så det kunne ses langt omkring, og folk dansede omkring det eller sprang over flammerne — et ritual, der i varianter også findes i bl.a. svensk midsommer og spansk Noche de San Juan.
Det kristne — Johannes Døberen
Med kristendommens udbredelse fik den førkristne midsommerfest et nyt navn: Sankt Hans, en dansk forkortelse af Sankt Johannes. Johannes Døberen er ifølge Lukasevangeliet født seks måneder før Jesus, hvilket placerer hans fødselsdag den 24. juni — netop omkring sommersolhverv. Den kristne kirke har historisk ofte placeret sine helgenfester på datoer, der i forvejen var betydningsfulde i de førkristne kulturer, og Sankt Hans er et klart eksempel.
I dag er det dog kun en lille minoritet, der ser Sankt Hans som en specifik kristen festdag. Bålet og fællessangen er for de fleste blevet en folkelig sommertradition uafhængig af kirken, selvom navnet stadig henviser til helgenen.
Det moderne — heksen, talen og sangen
Den nuværende danske Sankt Hans, som vi kender den, fik sin egentlige form i sidste halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede. Tre elementer er relativt sene tilføjelser:
Heksen på bålet — den udklædte heksedukke, som placeres i toppen af bålet og brændes af — er en tradition, der formentlig først bliver almindelig i Danmark i slutningen af 1800-tallet. Den knytter sig til en europæisk forestilling om, at sommernatten — særligt natten til Sankt Hans — var en magisk nat, hvor hekse skulle samles på Bloksbjerg (i tysk tradition: Brocken). Ved at brænde en heksedukke "sender" man symbolsk hekse til Bloksbjerg og bortviser ondskab. Skikken er omdiskuteret: Det er en symbolsk gentagelse af heksebrændinger, som i den virkelige historie har været en brutal og dødelig praksis mod uskyldige kvinder. Nogle steder i Danmark har man valgt at droppe heksen eller erstatte den med andre figurer (mistro, hyklerier eller dummybokse) som en mere reflekteret nutidig praksis.
Midsommervisen — "Vi elsker vort land" — er en sang skrevet af digteren Holger Drachmann i 1885, med melodi af P. E. Lange-Müller. Den blev hurtigt populær og er i dag uadskilleligt forbundet med Sankt Hans. Sangen rummer både naturlyrik, fædrelands- kærlighed og en symbolsk dunkelhed (den onde magt, der holdes nede ved bålets ild).
Båltalen — talen før bålet antændes — er en tradition, der formentlig opstod i andelsbevægelsens og højskolernes tid i slutningen af 1800-tallet. Den var en naturlig fortsættelse af de folkemøder, der havde haft taler ved bål og samlinger i løbet af det 19. århundredes folkelige opvågning. I dag holder talen sig stort set til en formel: En lokal personlighed siger noget om sommeren, om fælleskab, og — ofte — noget mildt-politisk eller mild-moralsk om tidens udfordringer.
En typisk Sankt Hans aften
Mange byer og landsbyer afholder offentlig Sankt Hans fejring ved en strand eller en sø. Eksempler på de største og mest besøgte: Skanderborg Sø, Bellevue ved Klampenborg, Tisvildeleje, Aarhus Bugt, Aalborg Marina. Bålet — som regel bygget af ulåst træ og kvas i ugen op til — kan være op til flere meter højt. Heksedukken sættes oven på inden antændelsen, normalt klædt i ternet skørt og forklæde, med en kost eller stok.
Aftenen følger typisk denne rytme:
- Kl. 19-20: Folk samles. Familier breder tæpper ud. Børn løber omkring. Folk har medbragt egne picnickurve eller køber pølser, kartoffelsalat og øl ved boderne.
- Kl. 21-21.30: Båltalen holdes. Talere kan være alt fra borgmestre og kulturpersonligheder til lokale ildsjæle. Talen er kort — 5-15 minutter.
- Kl. 22 (eller når talen er færdig): Bålet antændes. Heksen brænder først, fordi hun sidder øverst, og en lille dramatisk flamme stiger op. Folk synger midsommervisen.
- Resten af aftenen: Bålet brænder ned over de næste par timer. Familierne sidder og kigger på flammerne. Børnene snobrødriller. Voksne nipper til øl eller hjemmebryg.
Sankt Hans i dag
Sankt Hans Aften er ikke en officiel fridag i Danmark — den 23. juni er en almindelig arbejdsdag, og bålene tændes om aftenen efter arbejde. Det betyder, at fejringen ikke har de samme officielle dimensioner som jul og påske, men også at den i et vist omfang er mere folkelig: Det er noget, folk selv organiserer, ikke noget kirken eller staten har arrangeret.
I de senere år har debatten om heksebrændingen taget til. Flere kommuner og arrangører har valgt at gøre heksen mindre prominent eller helt undlade den, og tilkalde-debatten omkring "burning the witch" som symbolik er blevet et lille, men tilbagevendende emne i sommerens kulturdebat. Tilsvarende har vejret og brandsikkerheden i nogle år tvunget bål til at blive aflyst eller udført med kunstige flammer — særligt i tørre somre, hvor brandfaren er for høj.
Trods debatterne forbliver Sankt Hans en af de mest velbesøgte og umiddelbart synlige danske traditioner. Det er, for mange danskere, den aften, hvor sommeren officielt begynder.